Sommerhus: Her får du mest for pengene

Udgivet 30. jul. 2019  /  Opdateret 30. jul. 2019

Er du på jagt efter et sommerhus? Her kan du se hvor du får mest for pengene.

Går du med drømmen om at købe et sommerhus?

Der er steder i Danmark, hvor de historiske høje huspriser ikke helt er nået til endnu. Så hvis du er villig til at se lidt uden for de mest almindelige sommer- eller fritidshuslokationer, kan du faktisk få ret meget hus for pengene.

 

De dyre steder

Alle ved, at områder som Sjællands Odde og Rørvig i Nordvestsjælland og Tisvildeleje og Hornbæk i Nordsjælland er meget populære områder at købe sommerhus i. Men heldigvis findes der også områder, som ikke kræver den helt store pengepung – og som stadigvæk er i nogenlunde køreafstand fra København.

 

Nogle af øerne er endnu ikke så dyre

Et sted, der ikke er så dyrt endnu, og som stadig ligger ca halvanden times kørsel fra København er Møn. Det fortæller relationsschef hos Nybolig, Thomas Hovgaard til Berlingske.

»På Møn er der ved at ske det, der allerede er sket på f.eks. Bornholm. Der skyder små gode spisesteder og bryggerier op, og vi oplever, at der allerede er kommet en lille københavnerkoloni dernede,« fortæller han.

På Møn kan du sagtens finde sommerhuse med en fin beliggenhed og i god stand til under 1 million.

Samtidig foreslår Thomas Hovgaard Lolland Falster som et godt og stadigvæk forholdsvist billigt sted at købe sommerhus.

»Her får man også meget for pengene, og det er stadig rimelig tæt på hovedstaden. Desuden har området den fordel, at det ligger tæt på Tyskland, så hvis man er interesseret i at udleje sit sommerhus, findes der en stor kundegruppe der,« fortæller han.

Generelt er der en tendens til, at folk trækker mere og mere til øerne, og de vil i fremtiden blive endnu mere populære end de er lige nu, mener en boligekspert. Mange køber også et sommerhus eller fritidshus for at få ro og fred – og det får man for alvor på en ø. Samtidig med fred fra hverdagens stress og jag, rummer øerne også en smuk natur.

 

Fastlandsområder med gode priser

Udover øerne, er der stadigvæk også steder på fastlandet som er til at betale, hvis man er på udkig efter et sommerhus. Her skal man især kigge efter Bisserup og Kobæk Strand på den sjællandske vestkyst.

Det er ikke de mest velkendte steder, men der er gode sommerhusmuligheder – og at det ikke er så populært gør, at man kan få et sommerhus i første række for omkring to millioner.

I Nordsjælland er der også enkelte områder tilbage, hvor et sommerhus ikke er så rasende dyrt som i resten af området. Her kan man for eksempel kigge efter Hornsherred. Her er der en ny bro på vej over Roskilde Fjord, når den er færdigbygget vil det forkorte køretiden og dermed være et område, som formentlig vil stige gevaldigt i popularitet.