Close menu Min låneansøgning

Afdragsfrie lån

Afdragsfrie lån er kendetegnet ved lån, som der kun betales rente på, og som slet ikke, eller i en periode, ikke afdrages på. Fairkredit udsteder som udgangspunkt ikke afdragsfrie lån.

Amortisation

Amortisation er et udtryk for hvordan et lån gennem dets løbetid afvikles. Et lån amortiseres løbende ved at låntager betaler løbende terminsydelser. Terminsydelsen på et lån består af hhv. rente- og afdragsbetalinger. Afdragsbetalingernes forløb angiver lånets afdragsprofil.

Annuitetslån

Annuitetslån er karakteriseret ved at ydelsen på lånet er konstant gennem hele lånets løbetid. Dette indebærer, at ydelsernes fordeling af rente og afdrag ændres løbende. Ved et annuitetslån udstedelse vil renteandelen udgøre størstedelen af ydelsen, mens afdragsandelen af terminsydelsen kun vil udgøre en mindre del. Over lånets løbetid vil terminsydelsens afdrag udgøre en større og større del, mens renteandelen løbende vil reduceres for hver termin. Langt de fleste lån som udstedes i dag er af typen annuitetslån, og det er også primært lån af denne type som Fairkredit formidler.

ÅOP efter skat

ÅOP står for “Årlige Omkostninger i Procent”, og er et udtryk for lånets samlede omkostninger i forhold til det lånte beløb. ÅOP efter skat tager så højde for det skattefradrag du modtager ved at betale renter.

ÅOP før skat

ÅOP står for “Årlige Omkostninger i Procent”, og er et udtryk for lånets samlede omkostninger i forhold til det lånte beløb. ÅOP’s funktion er således at samle alle omkostninger der kan være i forbindelse med lånoptagelsen, og opgøre dette som en procentsats af hovedstolen. Dette rentebegreb har primært det formål at gøre forskellige typer lån sammenlignelige.

Bidragssats

Bidragssatsen er et gebyr, som realkreditinstitutter opkræver ud over renten. Bidraget dækker deres risiko og administration. Bidragssatsen afhænger typisk af lånetype, belåningsgrad og afdragsprofil.

Boligøkonomi

Boligøkonomi dækker over de samlede økonomiske forhold ved at eje bolig. Det inkluderer udgifter til lån, renter, afdrag, boligskatter og faste boligudgifter. En sund boligøkonomi er afgørende for at kunne opnå lån og sikre stabil privatøkonomi.

CIBOR-rente

CIBOR står for Copenhagen Interbank Offered Rate. CIBOR-renten er den rentesats, som banker er villige til at udlåne danske kroner til for en nærmere defineret periode. CIBOR-renten benyttes i praksis som en referencerente for diverse låneaftaler med variabel rentetilskrivning. Fairkredit formidler primært fasteforrentede pantebrevslån.

Debitorrente

Debitorrenten er den årlige rente, som låntager faktisk betaler af lånet. Den inkluderer renters rente og eventuelle gebyrer knyttet til lånet. Debitorrenten gør det lettere at sammenligne lån.

Effektiv rente

Den effektive rente viser lånets reelle årlige omkostning. Den inkluderer renter, gebyrer og omkostninger samt effekten af renters rente. Effektiv rente giver et mere retvisende billede end den nominelle rente.

Ejendomskøbsaftale

Ejendomskøbsaftalen er den juridiske kontrakt, der indgås mellem køber og sælger af en ejendom. Aftalen fastlægger pris, overtagelsesdato og eventuelle vilkår for handlen.

Ejendomsværdi

Ejendomsværdien er den offentlige vurdering af en ejendom, som fastsættes af myndighederne. Vurderingen bruges blandt andet til at beregne ejendomsværdiskat og kan have betydning for belåningsmuligheder.

Finansieringsomkostninger

Finansieringsomkostninger er de samlede udgifter, der opstår i forbindelse med optagelse af et lån. Det inkluderer renter, gebyrer, afgifter og kurstab.

Førstegangskøber

En førstegangskøber er en person, der køber sin første bolig. Førstegangskøbere bliver ofte vurderet særligt nøje i forhold til rådighedsbeløb, indkomst og opsparing.

Friværdi

Friværdi er forskellen mellem boligens værdi og den samlede gæld, der er tinglyst i ejendommen. Friværdien kan belånes, hvis man ønsker at optage et lån i boligen.

Gældsfaktor

Gældsfaktor er forholdet mellem husstandens samlede gæld og den årlige bruttoindkomst. Långivere bruger gældsfaktor som en indikator for, hvor meget gæld en låntager kan bære.

Hovedstol

Hovedstol er et udtryk for den oprindelige størrelse på den stiftede gæld. Det er altid lånets hovedstol som bliver tinglyst på ejendommens tingbogsattest.

Indekslån

Indekslån er karakteriseret ved et lån hvis ydelser og restgæld reguleres med udvikling i et indeks (typisk et forbrugerprisindeks). Ved et indekslån er de fremtidige betalinger således ikke kendte, da disse afhænger af udviklingen af lånets underliggende indeks. Fairkredit udsteder som udgangspunkt ikke indekslån.

Indfrielseskurs

Indfrielseskurs er den kurs som låntager til enhver tid kan indfri sin restgæld til. Indfrielseskurs aftales ved lånets optagelses.

Kontantbehov

Kontantbehov er det beløb, som en boligkøber selv skal stille med i forbindelse med boligkøb. Det dækker typisk udbetalingen samt øvrige omkostninger som tinglysning og advokat.

Kreditvurdering

Kreditvurderingen er långivers vurdering af låntagers økonomiske situation. Den bygger blandt andet på indkomst, gæld, rådighedsbeløb og betalingshistorik. Kreditvurderingen afgør, om et lån kan bevilges.

Kurstab

Kurstab er det tab som opstår som følge af udstedelseskurs som er under kurs 100. Kurstab fører ligeledes til at lånets effektive rente kan variere fra lånets nominelle rente. Fairkredit forsøger så vidt muligt at minimere kurstabet på deres formidlede lån.

Låneformidlingsgebyr

Låneformidlingsgebyr er det gebyr som formidlere af lån opkræver i forbindelse med gennemførelsen af en lånesag. Fairkredit opkræver i alle låneager et mindre gebyr til at dække omkostningerne til lånesagsformidlingen. Låneformidlingsgebyret betales af långiver og indregnes typisk i lånets kurstab.

Låneprovenue

Låneprovenue er det beløb som låntager reelt modtager i forbindelse med optagelse af lån. Lånets hovedstol vil typisk afvige fra låneprovenuet. Differencen mellem hovedstolen og låneprovenuet går typisk til kurstab, tinglysningsafgift og evt. andre stiftelsesomkostninger.

Långiver

Långiver er den person eller virksomhed som låner penge ud til andre. Fairkredit formidler professionelle pantebrevsselskaber, Og det er således det pantebrevselskab, som giver det bedste bud på en given lånesag, der bliver långiver.

Låntager

Låntager er den person eller virksomhed som optager et lån.

Låntype

Der findes mange forskellige låntyper, herunder annuitetslån, serielån, stående lån og indekslån. Fairkredit formidler primært annuitetslån, da dette er den mest anerkendte låntype.

Løbetid

En løbetid på 25 år, betyder at du efter 25 år har betalt lånet ud og dermed ikke skylder mere i huset.

Nominel rente

Nominelle renter er et udtryk for lånets årlige renteprocent inkl. renters rente. Renters rente-effekten af afhængig af hvor ofte rentetilskrivningen sker på et givent lån.

Omlægning af lån

Omlægning af lån betyder, at et eksisterende lån indfries og erstattes med et nyt lån. Dette sker ofte for at opnå lavere rente, ændre løbetiden eller reducere ydelsen.

Opsigelse

Typisk vil et pantebrevslån være uopsigeligt fra långivers side, med mindre andet skulle være angivet i pantebrevet. Låntager kan altid indfri et pantebrevslån til den ved oprettelsen aftalte indfrielseskurs.

Økonomisk profil

Alle låntagere hos Fairkredit skal i forbindelse med ansøgning af lånetilbud have udarbejdet en økonomisk profil. Den økonomiske profil er en pæn fremstilling af alle økonomiske data, som er relevante for långivere. Den økonomiske profil omfatter bl.a. husstandsindkomst, rådighedsbeløb og eksisterende gæld.

Pålydende rente

Den pålydende rente er den rente, der ifølge pantebrevet skal betales af den til enhver tid værende restgæld.

Pant i fast ejendom

Pant i fast ejendom betyder, at en bolig stilles som sikkerhed for et lån. Hvis låntager ikke kan betale, kan långiver kræve pantet indfriet gennem et salg af ejendommen.

Pantebrev

Pantebrevet er det dokument, der indeholder aftalen om panteret.

Prioritetslån

Et prioritetslån er et lån med en tilknyttet kredit, hvor indestående kan bruges til at nedbringe restgælden midlertidigt. Det giver fleksibilitet, fordi man kan sætte penge ind og hæve dem igen efter behov.

Rådighedsbeløb

Rådighedsbeløbet er det beløb, en husstand har til dagligt forbrug, når faste udgifter, renter og afdrag er betalt. Långivere bruger rådighedsbeløbet til at vurdere, om en låntager kan betale et lån.

Refinansiering

Refinansiering betyder, at et eksisterende lån udskiftes med et nyt. Formålet er ofte at opnå lavere rente, ændre løbetiden eller tilpasse afdragsprofilen til nye behov.

Rentevilkår

Rentevilkår beskriver, hvordan renten på et lån fastsættes og ændres. Et lån kan have fast rente, hvor renten er uændret gennem hele løbetiden, eller variabel rente, hvor den følger markedsudviklingen.

Restgæld

Restgæld er et udtryk for den resterende gæld der skyldes på et givent tidspunkt.

Serielån

Serielånet er karakteriseret ved en låntype hvor afdraget er konstant gennem hele lånets løbetid. Rentebyrden på et serielån er faldende gennem lånets løbetid, og derved vil ydelsen på et serielån også falde løbende over lånets løbetid.

Sikkerhedsstillelse

Sikkerhedsstillelse er et aktiv, som långiver kan kræve som garanti for et lån. Ved boliglån er det typisk ejendommen, der stilles som pant.

Stående lån

Stående lån er en låntype hvor hele lånet afdrages på lånets sidste termin. Gennem det stående låns løbetid betales der således kun renter løbende.

Termin

Termin er en angivelse af hvornår betalingen af et givent låns ydelser skal finde sted.

Tinglysningsafgift

Der skal i henhold til tinglysningsafgiftsloven betales en afgift til det offentlige for at få tinglyst pant i en ejendom. Tinglysningsafgiften udgøres af kr. 1.660,00 + 1,5 % af pantebrevets hovedstol.

Udbetaling

Udbetalingen er det beløb, som en boligkøber selv betaler i forbindelse med købet. I Danmark er minimumsudbetalingen som regel 5 % af købesummen.

Vejledende rente

Dette er gennemsnitlig rente. Renten kan ændre sig begge veje, alt efter din konkrete situation.

Ydelse efter skat

Ydelsen er det beløb som løbende betales til långiver eller pantebrevets ejer. Ydelse efter skat er fratrukket værdi af låntagers rentefradrag.

Ydelse før skat

Ydelsen før skat er det beløb som løbende betales til långiver. Værdien er rentefradrag er ikke medregnet.