Ejerskifteforsikring: Hvad koster den, og hvad dækker den?
En ejerskifteforsikring tilbydes til boligkøber, som benytter sig af den såkaldte huseftersynsordning, hvilket i praksis er ensbetydende med, at man køber boligen gennem en ejendomsmægler. Ejerskifteforsikringen dækker som udgangspunkt alle skjulte fejl og mangler, som der ikke måtte være angivet i tilstandsrapporten.
Hvad koster en ejerskifteforsikring?
En ejerskifteforsikring koster typisk mellem 15.000 og 35.000 kr. Prisen afhænger blandt andet af:
- Boligens størrelse, alder og stand – herunder hvad der står i tilstandsrapporten
- Dækningen – basisdækning eller udvidet dækning, fx med ulovlighedsdækninger
- Selvrisikoen – en højere selvrisiko giver en lavere præmie
- Varigheden – typisk 5 eller 10 år
Når boligen sælges efter huseftersynsordningen, betaler sælger halvdelen af præmien for det billigste tilbud på ejerskifteforsikring. Vælger du en dyrere forsikring, betaler du selv forskellen. Husk også selvrisikoen, som typisk ligger mellem 5.000 og 25.000 kr. pr. skade. Se et konkret regneeksempel længere nede i artiklen.
Hvad dækker en ejerskifteforsikring? Købers perspektiv
Den erstatter skjulte fejl og mangler på det hus man har købt. Men kun hvis det er fejl og mangler som er opstået, men ikke konstateret, før man fik nøglerne. Og kun hvis de virkelig er skjulte. Er fejlene nævnt i tilstands- eller el-rapporten, er de derfor ikke dækket af ejerskifteforsikringen. Fordi de ikke skjulte.
En fejl som er ”påregnelig” på et hus af en vis alder, er som udgangspunkt heller ikke dækket af ejerskifteforsikringen.
Eksempel: Har du f.eks. købt et hus fra 1920 med kælder, som i øvrigt ser pæn og tør ud, og du efter et års tid kan konstatere at den faktisk er fugtig, f.eks. ved fugtskjolder på væggene, så er det ikke en dækningsberettiget skade på din ejerskifteforsikring. Fordi en kælder i et hus fra den tid, ikke kan forventes at være uden fugt.
Skal man have dækket en skade relateret til VVS eller el-arbejde, bør man være opmærksom på at dækning her er det vi kalder en ”ulovlighedsdækning”. Det betyder, at det der er udført skal have været ulovligt da det blev lavet, for at opnå erstatning fra ejerskifteforsikringen. Derudover at det naturligvis stadig afgørende, at fejlen ikke skal være angivet i el- eller tilstandsrapporten. Det er således essentielt er nærlæse både tilstandsrapport og elinstallationsrapport, uanset om man tegner den dyreste ejerskifteforsikring på markedet.